VALLENTIN RALLYSPORT EFTER
ADAC RALLYE MITTELRHEIN:
GENNEMFØRTE
MÅLSÆTNINGENS
FIRE PUNKTER
Forud for det godt 373 kilometer lange ADAC Rallye Mittelrhein i
det sydvestlige hjørne af Tyskland havde Simon Vallentin, Holbæk,
en målsætning.
Sammen med co-driver Karsten Isaksen, Egtved, kørte Simon
Vallentin efter at slutte i Top-5, slutte som bedste danske
team, hurtigste udlænding og hurtigste Hyundai i20N Rally2-bil.
Og det lykkedes!
Simon Vallentin og Karsten Isaksen kørte
til grænsen af det mulige og sluttede på en flot femteplads i
den samlede slutstilling. (Foto. Morten Dam)
Det var teamets første indsats efter Au2parts Rallye Sønderjylland
i slutningen af maj og Simon Vallentins uventede beslutning om
at droppe Dansk Super Rally til fordel for udenlandsk rally. Og
den beslutning har han ikke fortrudt.
Tværtimod!
- Især ikke efter en fantastisk oplevelse på vejene mellem
vinmarkerne, fastslog Simon Vallentin efterfølgende.
Hastighedsprøverne på de snoede og ujævne
veje på de stejle bjergskråninger med myriader af vinstokke
var både udfordrende og motiverende for Simon Vallentin og
Karsten Isaksen i deres Hyundai i20N Rally2-bil. (Foto: Morten
Dam)
VAR PÅ DUPPERNE FRA START TIL MÅL
- Målet var ikke at slutte med en femteplads, men efter omstændighederne
er jeg absolut tilfreds med resultatet. Jeg havde forberedt mig
på en god duel med Team Glad Sports Kenneth Madsen, Ruds Vedby,
og det fik vi, indtil Kenneth desværre måtte udgå halvvejs
gennem løbet, tilføjede Simon Vallentin.
- Alligevel blev vi holdt til ilden af stærkt kørende tyske
mesterskabsaspiranter som Griebel, Tannert, Rostek, Schwarz,
Knacker, Christ, Geipel og Dinkel. De to sidstnævnte udgik
undervejs, men de øvrige holdt os på dupperne hele vejen til mål,
fastslog Simon Vallentin efter to dages hæsblæsende sekundopgør
på smalle, kuperede og snoede veje mellem vinmarkerne på
Eifelbjergenes stejle skråninger langs Mosel-floden.
Simon
Vallentin og Karsten Isaksen tjekker stillingen under en
servicepause i det godt 373 kilometer lange ADAC Rallye
Mittelrhein. (Foto: Morten Dam)
- Rallyet var både udfordrende og motiverende, så jeg er
faktisk endnu mere opsat på at fortsætte i udlandet sammen med
teamet. Vore servicefolk fortjener stor ros for at levere en bil
i topform. Med nye hjullejer samt et nyt fjerdegear indsat før
starten i Rallye Mittelrhein, kørte bilen uden problemer, selv
om der blev ekstra brug for fjerdegearet på rallyets smalle og
snoede veje.
Samtidig blev der tid til at hygge os og nyde den gode stemning
i serviceparken sammen med de øvrige danske deltagere,
fortsatte Simon Vallentin. (Der var otte danske hold til start i
Rally Mittelrhein.)
Karsten
Isaksen og servicemand Mikkel Nielsen studerer en prøveskitse
forud for starten i Föhren. (Foto: Morten Dam)
I serviceparken i Föhren havde Vallentin Rallysport base side
om side med Team Glad Sports Kenneth Madsen, der havde Ditte
Kammersgaard, København, som co-driver, og i rallyets første
halvdel kappedes Simon Vallentin og Karsten Isaksen med Kenneth
Madsen og Ditte Kammersgaard om at vinde deres intern opgør
midt i den generelle kappestrid med 94 tilmeldte biler.
NÆSTE: KOMO RALLYSPRINT DEN 20. JULI
Næste opgave for Simon Vallentin bliver årets KOMO
Rallysprint i Gammelrand på Vestsjælland, hvor han og Kenneth
Madsen på ny får chancen for at mødes i en fartduel, som
Simon Vallentin har vundet de seneste to år.
Simon
Vallentin har fokus på mulighederne for at udvikle sin karriere
i udenlandsk rally. (Foto: Morten Dam)
Derudover overvejer Simon
Vallentin at starte i følgende andre udenlandske rallyer: NM
Rally Larvik i Norge den 31. august, ADAC Ostsee Rallye i
Tyskland den 6.-7. september og Eurol Hellendoorn Rally i
Holland den 20.-21. september.
Med teamfolkene Henrik Andersen, Mikkel Nielsen, Bo Andersen og
Torben Hansen, er Simon Vallentin sikret rutineret back-up og
ser optimistisk frem til nye udfordringer i den indeværende sæson.