Motorløb i Herning by

For første gang nogensinde er der på lørdag den 22. juni arrangeret ægte motorløb med rallybiler indenfor byskiltet i Herning. Det er Ikast og omegns Motor Klub der står bag Danmarksmesterskabet i Rallysprint med deltagelse af 64 toptunede rallybiler.

Løbet er desuden 3. afdeling af det danske mesterskab i Rally, og dermed vil der være deltagelse af hele den danske elite. Rallyløbet der strækker sig over hele 362 km, hvoraf de 128 km er fordelt på 5 x 2 hastighedsprøver har hovedkvarter og start allerede kl. 9.00 ved Terminalen ved Søndre Anlæg. Herfra skal rallyfeltet ud på 2 hastighedsprøver ved Kollund og 2 hastighedsprøver nord for Fjelstervang – før de kommer til hovedpause ved Terminalen.

Kl. 13.30 starter så de inkluderede sprintprøver, med den første prøve på Godsbanevej – ned ad miljøvej og tilbage på Gl. Vejlevej – en prøve på 2 omgange af 6 km – så i alt 12 km hastighedsprøve tæt på byen. En prøve som bliver gentaget senere lørdag eftermiddag.

Der er arrangeret publikumszoner på Godsbanevej og Miljøvej, hvor der også kan købes pølser og andet godt, samt drikkevarer. Der vil blive opstillet miljørigtige affaldsdepoter flere steder i området.

På grund af sikkerhedsafspærringer vil der være adgang fra byen via baneovergangen frem til tilskuerpladserne. Fra byen kan man gå ind på Herning Station, tage trappen til 1. sal og gangbroen over til du finder skilt ned mod rallycentrum – eller du kan gå fra Knudsvej under jernbanen ved at følge cykelstien til du kommer til rallycentrum.

Det forventes at løbet vil tiltrække et stort antal bilinteresserede – som ud over løbet også kan komme tæt på deltagerne i deres serviceområde på pladsen omkring Terminalen

Løbet forventes færdig ca. kl. 18.30, hvorefter der vil være præmieoverrækkelse og deltagerne bliver fejret.