Glad
Sport jagter sæsonens tredje sejr
Lørdag
stiller Kenneth Madsen/Mette Felthaus op i Mascot Rally Herning,
hvor de ikke bare kæmper om point til Dansk Super Rally, men også
har mulighed for at vinde et Danmarksmesterskab.
Det
bliver næppe hop, der venter Kenneth Madsen og Mette Felthaus i lørdagens
Mascot Rally Herning (foto: Sascha Dörrenbächer).
Danmarks
Idrætsforbund arrangerer for tredje gang sin DM-Uge. Denne gang
med Herning som base, og her er Kenneth Madsen/Mette Felthaus
(Ruds Vedby/Horsens) at finde i feltet til Mascot Rally Herning,
som dels er tredje afdeling af Dansk Super Rally, dels omfatter et
Danmarksmesterskab i rallysprint.
"Vi
går efter et hattrick i DM-sammenhæng og så at tage sejren i DM
i rallysprint," slår Mette Felthaus fast. "Sidste år
var vi uheldige og havde en punktering, da DM-Ugen blev afholdt i
Aalborg, så vi jagter også en revanche."
Hastighedsprøverne
i den kommende runde af Dansk Super Rally er placeret i og omkring
Herning.
"Det
er ikke et område, jeg har kørt i tidligere, og det er positivt,
at man ikke har kørt området tyndt, for så er der nogle
hastighedsprøver, som vil være nye for de fleste af os,"
siger Mette Felthaus. "Jeg er spændt på, hvilke typer
hastighedsprøver, vi kommer til at køre, selv om jeg godt ved,
at de ikke kommer til at sno sig og hoppe som til det foregående
løb i Aabenraa."
"10
procent af underlaget er grus, og der skulle være en hastighedsprøve,
som flere gange veksler mellem asfalt og grus," tilføjer
Kenneth Madsen. "Det bliver selvfølgelig udfordrende, men
det gør mig ikke noget med sådan en type hastighedsprøve, så
det glæder jeg mig til."
Kenneth
Madsen ankommer til Mascot Rally Herning efter sidste weekends
Rallye Mittelrhein, hvor han deltog sammen med Ditte Kammersgaard
(København). Desværre kunne parret i Glad Sports Citroën C3
Rally2 ikke gennemføre løbet i de tyske vinbjerge.
Glad
Sports deltagelse i Rallye Mittelrhein sluttede desværre efter
fem hastighedsprøver (foto: Sascha Dörrenbächer).
"Servostyringen
holdt lige pludseligt op med at virke mellem den femte og den
sjette hastighedsprøve," fortæller han. "Sådan en
Rally2-bil er bare umulig at køre uden servostyring, og da vi
ikke havde de nødvendige dele til at reparere bilen, var der ikke
nogen grund til at forsøge at fortsætte. Når det nu skulle være,
var det godt, at det ikke var under et DM-løb, at vi fik den
tekniske defekt, selv om jeg godt ville have kørt det løb færdigt,
for der var bare nogle fantastiske hastighedsprøver."
Tirsdag
modtog Glad Sport en ny tandstang og en ny servopumpe fra Citroën
Sport, så rallybilen er helt klar til lørdagens Mascot Rally
Herning.
|