VALLENTIN & EGHOLM 
VANDT DET BELGISKE 
RALLY SALAMANDRE 

Var hurtigst på 10 ud af 12 hastighedsprøver 

Simon Vallentin og Peter Egholm var i weekenden et smut i Belgien for at varme op til den kommende weekends sæsonstart på Dansk Super Rally med Yding ved Horsens som omdrejningspunkt. 

Weekendens Rally Salamandre i Belgien bød på snævre og ujævne asfaltveje og flere strækninger med grus, så der manglede ikke udfordringer. (Foto: ProTrack Media) 
  

Sidste års sjællandske bronzevindere i opgøret om det danske rallymesterskab fik med deres Hyundai i20N Rally 2 sat tingene på plads på snævre og ujævne asfaltveje i det godt 124 kilometer lange belgiske Rally Salamandre. 

- Vi var hurtigst på de fleste af rallyets 12 hastighedsprøver, hvor vi kappedes med konkurrenter i Citroën C3 Rally 2, Skoda Fabia RS Rally 2 og en Ford Fiesta R5 foruden to Mitsubishi Lancer Evo X og Super 2000-biler, fastslog en yderst tilfreds Simon Vallentin efter at være kørt i mål som vinder. 

Det kunne være blevet til endnu en prøvesejr, hvis ikke en official på en rundbane havde startet en Mitsubishi lige foran den danske duo, som derved tabte nogle sekunder i forhold til deres nærmeste konkurrenter Emile Breittmayer og Alexis Thomas i Citroën C3 Rally2. 

- Vi fik afprøvet bilen og kunne konstatere, at vort serviceteam har udnyttet vinterpausen til perfekt optimering af bilen, så vi er klar til den kommende weekends start på Dansk Super Rally 2024 med Rally Yding ved Horsens, tilføjede Simon Vallentin. 

Vallentin og Egholm deltog i den belgiske ASAF-turnerings Division 4, som talte 27 biler. Det er i øvrigt andet år i træk, at et dansk hold har vundet Rally Salamandre, idet de tidligere DSR-vinder Kenneth Madsen og Mette Felthaus i fjor vandt i deres Peugeot 208 R16.

Simon Vallentin og Peter Egholm føler sig efter weekendens sejr i Belgien godt forberedt til den hjemlige fartduel i toppen af dansk rally. (Foto: Morten Dam)
  

I den kommende weekend mødes kombattanterne i den første af seks tællende runder i Dansk Super Rally 2024. Kenneth Madsen og Mette Felthaus nu i Citroën C3 Rally2 og Simon Vallentin og Peter Egholm i deres optimerede Hyundai i20N Rally2.