To
vidt forskellige opgaver venter i denne uge for Glad Sport. Mens
Kenneth Madsen/Mette Felthaus lørdag tager hul på Dansk Super
Rally i Østjylland, venter der fem dages rallystrabadser for
Jacob Madsen/Line Nedergaard i Østfrankrig.
For
en måned siden kørte Kenneth Madsen og Mette Felthaus et
topresultat hjem ved premieren på det tyske rallymesterskab
(foto: Sascha Dörrenbacher).
Debuten
i årets franske Stellantis Rally Cup blev en kort affære for
Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg). En uskyldig afkørsel
og et møde med et træ kostede dem deltagelsen i Rallye Le
Touquet. Nu skal parret have revanche i deres Peugeot 208 Rally4 i Rallye
Rhône-Charbonnieres, som køres i området vest for
Lyon.
"Vi
er noget spændte qua vores oplevelse sidste gang, hvor vi ikke nåede
så langt," siger Line Nedergaard. "Ved løbet i
Normandiet fik vi jo ikke rigtigt målt os i forhold til de andre
i klassen, så jeg håber, at vi denne gang kan få et reelt
billede af styrkeforholdet."
"Vi
frygtede, at konkurrenterne ville være på et helt andet niveau
end os, men der var en enkelt konkurrent fra vores løb sidste år
i Belgien, som vi også kunne køre fra, så det tegner okay. Men
selv om vi ikke fik kørt meget i det første løb, kender vi nu
til setuppet i det franske. Ligesom sidste gang var vi blevet
lovet, at vi ville få alle løbsinformationer på engelsk, men
det hele er stadig på fransk. Men med brug af ChatGPT, hvor jeg
har præciseret, at oversættelserne skulle anvendes til rally,
har jeg fået udformet en god tidsplan for ikke bare Jacob og jeg,
men også gode anvisninger for servicefolkene."
Rallye
Rhône-Charbonnieres er ikke bare anden afdeling af Stellantis
Rally Cup, men også anden afdeling af det franske
rallymesterskab.
Våde
og opkørte veje har hidtil stået på menuen for Jacob Madsen og
Line Nedergaard. Men nu rykker makkerparret fra Glad Sport endnu længere
mod syd.
"Afviklingsmæssigt
svarer Rallye Rhône-Charbonnieres til et EM-løb. Der er 215 km
hastighedsprøver fordelt på 12 prøver, så der er nogle gode
lange hastighedsprøver på programmet," fortæller Jacob
Madsen, som mandag fløj til Lyon sammen med Line Nedergaard.
"Tirsdag
og onsdag er der notekørsel. Onsdag aften ankommer vores tre
servicefolk med rallybilen, og så har vi testkørsel torsdag
inden selve løbet, som finder steder fredag og lørdag med seks
hastighedsprøver hver dag. Line og jeg kender ikke så meget til
området, andet end at det foregår i et mere bjergrigt og kuperet
område og anderledes end det, vi oplevede til første løb, men
jeg føler ikke det samme stress som sidste gang. Dengang var alt
nyt for os alle sammen."
Er
Jacob Madsen og Line Nedergaard på udebane, er Kenneth
Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) til gengæld på
hjemmebane. I hvert fald Mette Felthaus. Hun bor godt 20 km fra
det område, hvor lørdagens Rally Yding foregår.
"Jeg
tror dog kun, at jeg har kørt nogle få kilometer i en rallybil
til en test i området, men jeg ved, at vejene ved Yding og Ejer
Bavnehøj er fine, og dér plejer det at svinge og dreje,"
siger hun.
"For
mig som andenkører betyder det ikke noget, hvor vi kører henne.
Hvis bare hastighedsprøverne er gode og udfordrende, så er jeg
glad. Men måske får vi en udfordring. Vejrudsigten siger, at der
godt kan komme regn sidst på eftermiddagen, og det kan Kenneth og
jeg jo godt lide."
"Rally
Yding bliver et kort løb med 88 km hastighedsprøver," fortsætter
Kenneth Madsen. "Det bliver lige på og hårdt, men vi vil gå
efter sejren. Det handler om at finde balancen mellem at give gas
og lave fejl, men det plejer Mette og jeg at være gode til. Hvis
du laver fejl i sådan et løb, er der ikke tid til at indhente
det."
Ved
Rally Yding bliver duoen i Glad Sports Citroën C3 Rally2
udfordret af tre andre Rally2-biler, men også af Esben Hegelund,
som starter i en VM-bil.
"Vi
har ingen ambitioner om at slå Esben, men koncentrerer os om
DM-feltet," Kenneth Madsen, som kommer med fart i kroppen.
"Søndag vandt jeg sammen med Louise Hartwig Bil-Månsson
Rallysprintet i Sverige. Selv om vi vandt, var resultatet ikke det
vigtigste. Det var at få noget fart i kroppen og blive mentalt
klar til lørdagens løb i Dansk Super Rally. Og det er jeg."
|