Første
afdeling af Danmarksmesterskabet i rally
køres lørdag den 20. april omkring Yding og Såby nord for
Horsens.
I
2023 udgaven af Rally Yding deltog en af Danmarks hurtigste
rallybiler, Hyundai I20 WRC, med Esben Hegelund bag rattet og Ole
Frederiksen som codriver.
Den danske rallyelite stiller til start, når Dangrow, det
tidligere Yding Grønt, på Skovhøjvej 8 i Yding ved Østbirk, lørdag
den 20. april, danner rammen om første afdeling af
Danmarksmesterskaberne i både rally og short rally, DIS Rally
Yding. Det er Horsens Automobil & Motor Klub, med løbsleder
Michael Gøttrup i spidsen, som arrangerer løbet, der tiltrækker
deltagere fra hele Danmark.
DIS
Rally Yding 2024 er en udvidet udgave af det tidligere meget populære
Yding Rally Sprint, som har været kørt gennem flere år. På
deltagerlisten bl.a. kan ses Ib Kragh fra Juelsminde med Jeanette
Kvick, Holstebro som codriver. Ib Kragh stiller op i den helt
nyrenoverede og teknisk opdaterede Hyundai I20N Rally2, som han
har deltaget i siden slutningen af 2022. I samme klasse, som er
den hurtigste klasse i DM-rally er der tilmelding fra
Danmarksmesteren i klassen RC2 i 2023, Kenneth Madsen, Ruds Vedby,
med Mette Felthaus, Horsens i højresædet.
Fra Horsens Automobil & Motor Klub deltager bl.a. Ulrik
Pedersen, Horsens / Dorte Rosenberg, Børkop i en hurtig Peugeot
207. Desuden deltager Søren Andreas Madsen / Heino Kalstrup Østerlund
i en VW Lupo, som igennem de seneste par år er optimeret til
deltagelse i rallysportens klasse DM1, hvor den bl.a. konkurrerer
mod de hurtige Citroën C2 biler. Kurt
Mejer, Horsens stiller atter op i sin lynhurtige og
publikumsvenlige Volvo 242 Turbo sammen med sin faste codriver
Steen Bøgelund fra Vejle.
Kurt
Mejer og Steen Bøgelund fra Horsens Automobil & Motor Klub
runder her et at de skarpe sving på hastighedsprøven ved Yding i
2024.
Helt lokalt fra Østbirk, sætter Danmarks yngste codriver
Jens Fisker sig i passagersædet hos Søren Bøgeskov fra Hammel i
en Volvo 850 GLT. De har kørt rally sammen siden 2022, og kunne
afslutte sæson 2023 med et Danmarksmesterskab i Dansk Super Rally
Short i klasse national 7. En anden lokal deltager er Tom Lindstrøm,
Østbirk, som i sin potente SUBARU Impreza stiller til start i
Dansk Super Rally Short med Jette Kjøge Larsen, Horsens som
codriver.
Generelt lover det godt for et flot DIS Rally Yding der består af
hele otte forskellige hastighedsprøver med start i henholdsvis
Yding og Såby. Der vil begge steder blive kørt en snæver kamp
om sekunderne, når bl.a. Lyngdalsvej, Hedevej, Gantrupvej og Møldrupvej
ved Yding, og vejene Kvægenbjergvej, Monbjervej, Potmosevej, Løkkevej,
Møllegårdsvej og Brokbjervej ved Såby lægger asfalt til årets
første afdeling af Danmarksmesterskaberne i Dansk Super Rally og
Dansk Super Rally Short.
Rallycentrum og service er hos Dangrow, Skovhøjvej 8,
Yding, hvor der er serviceplads hele dagen. Servicepladsen åbner
kl. 6:30, hvor der vil være teknisk kontrol indtil kl. 10:00. Første
bil starter kl. 12:00.
Publikum kan på servicepladsen få information om prøverne, så
de kan placere sig på de anviste og sikre steder.
Alt om DIS Yding Rally 2024 kan følges på Horsens Automobil
& Motor Klubs hjemmeside: www.hamk.dk
Horsens Automobil & Motor Klub,
Løbsleder, Michael Gøttrup
Foto:
Niels Peder Terpager
|