Kenneth Madsen/Mette Felthaus

gentog sejren i Rally Stoholm

Med en generel fjerdeplads tog Jacob Madsen/Line Nedergaard titlen i Dansk Super Rally

 

Våde og glatte efterårsveje. Kørsel i dagslys og mærke. Regn og tørvejr. Asfalt og grus. Det var på alle områder, at hele den danske rallyelite blev udfordret, da Rally Stoholm fredag og lørdag afsluttede sæsonen i Dansk Super Rally. For andet år i træk blev løbet vundet generelt af Kenneth Madsen/Mette Felthaus, Ruds Vedby/Horsens.

 

Mørke og våde grusveje var noget af det, deltagerne blev udfordret med under Rally Stoholm (foto: Jokum Tord Larsen).

  

I deres nye Citroën C3 Rally2 lagde de sig i front for løbet allerede under den første af de fire hastighedsprøver, som fredag aften blev afviklet i og omkring Stoholm. Deres værste konkurrenter Simon Vallentin/Peter Egholm, Holbæk/Kirke Hyllinge, blev ramt af bl.a. en punktering med efterfølgende tidstab ved en tidskontrol, og derfor kunne Kenneth Madsen/Mette Felthaus gå til nattepause med et forspring på et halvt minut.

 

Lørdag fortsatte kampen, hvor det på flere af de enkelte hastighedsprøver blot var få sekunder, som skilte de hurtigste mandskaber. Selv om Simon Vallentin/Peter Egholm endte med at sætte bedste tid på ni af løbets 13 hastighedsprøver, lykkedes det dem kun at reducere afstanden til 17,6 sekunder til Kenneth Madsen/Mette Felthaus, som for andet år i træk vandt Rally Stoholm generelt.

 

De tre bedste mandskaber i Rally Stoholm. T.v. toerne Simon Vallentin/Peter Egholm, i midten vinderen Kenneth Madsen/Felthaus og t.h. treerne Ib Kragh/Karsten Isaksen (foto: Jokum Tord Larsen).

 

Ib Kragh/Karsten Isaksen, Juelsminde/Egtved, sluttede på den generelle tredjeplads foran Jacob Madsen/Line Nedergaard, Ruds Vedby/Fårvang, og da sidstnævnte mandskab samtidig for femte gang i denne sæson vandt Rally4-klassen for de tunede tohjulstrukne rallybiler, kunne de efter løbet fejres som nye generelle mestre i Dansk Super Rally. Her kørte Kenneth Madsen/Mette Felthaus sig med generalsejren og bedste tid på den afsluttende powerstage sig ind på andenpladsen i Dansk Super Rally foran Simon Vallentin/Peter Egholm.

 

 

Hit Counter