Østjyder på hårdt arbejde i Rally Jylland
 

Gøttrup og Larsen har en plan om at blive nummer 2

 

Michael Gøttrup og Steen K. Larsen for fuld fart gennem støvet i deres Citroën DS3. 
Foto: Michael Eisenberg

I rally hører man mest om giganterne kamp. Men i klasserne for de små biler kæmpes der ikke mindre hårdt. I weekendens Rally Jylland stiller amatørteamet LS Motorsport op med Michael Gøttrup fra Vejle og Steen K. Larsen fra Horsens i en Citroën DS3 i kampen om det danske mesterskab, Dansk Super Rally, i klasse National 2, som populært udtrykt er for standard biler over 1600 ccm og biler med turbo.

Her har man ikke 300 hk og firehjulstræk, men må nøjes med godt 200 hk og forhjulstræk.

Michael Gøttrup og Steen K. Larsen deler for øjeblikket andenpladsen i klassen med Michael Broberg og Peter Lyngs fra Nørrejylland.

”Missionen er at skrabe flere point sammen. Vi har fundet ind i et godt samarbejde i kabinen, men der skal findes lidt mere fart for rigtig at udfordre alle i klassen,” fortæller Michael Gøttrup.

 

Michael Gøttrup og Steen K. Larsen er klar til start på en hastighedsprøve. 
 
Foto: Michael Eisenberg

Han har derfor gennemset sine egne on-board videooptagelser fra de seneste løb for at se, hvor der kan findes sekunder. Det kan betyde mange sparede sekunder i svingene.

”Der skal holdes omdrejninger på en turboladet motor, og det vil give en del, når jeg lærer at køre Citroën’en rigtigt,” fortsætter Michael Gøttrup.

Det krævende rally starter fredag aften omkring Silkeborg, og lørdag flytter det til Juelsminde-området.

”Her kommer vi for alvor til at give den gas på den 26 kilometer lange hastighedsprøve omkring Rårup, hvor vi med et godt flow kan hente nogle meget afgørende sekunder,” mener Michael Gøttrup.

Målet for LS Motorsport i Rally Jylland er at sikre en andenplads i klassen. Førstepladsen indehaves af et meget stærkt svensk rallyhold.


LS Motorsport er et amatør tema, der er opkaldt efter initialerne på Michaels hustru. 
Teamet deltog i 2022 og 2023 i en Citroen C2 VTS i klasse Rally 3 national for tunede biler. Her blev det til bronze i 2022 og sølv i 2023.

 

Hit Counter