Den gamle ræv tog revanche
Sejren blev i Aalborg, da byen lagde asfalt til DM i rally og rallysprint foran 4.500 tilskuere

Arrangørerne fra Motorsport Nordjylland tog selv sejren i Rally Aalborg, tredje afdeling af danmarksmesterskabet i rally, som blev kørt lørdag på Flyvestation Aalborg og Hvorup kaserne.

 
Ib Kragh og Karsten Isaksen var flyvende på Flyvestation Aalborg i deres Hyundai i20N Rally2 og vandt en klar sejr i Rally Aalborg. Her med en tusindtallig tilskuerskare på flyvestationen som baggrund.

Det var den seksdobbelte mester Ib Kragh fra Juelsminde, der med licens i Aalborg overraskende snuppede sejren fra de unge løver Kenneth Madsen og Simon Vallentin.

Sammen med sin codriver Karsten Isaksen fra Egtved tog han teten fra første sekund, og resten af dagen placerede han ikke et dæk forkert i sin Hyundai i20N Rally2 under dagens 10 meget krævende hastighedsprøver.

”Det er nok fire år siden, jeg sidst har vundet totalsejren i et rally, så jeg er ærligt talt meget glad,” sagde en synligt tilfreds Ib Kragh ved målportalen på Flyvestation Aalborg.

”Vi havde et perfekt løb fra start til slut, og det var kun småting, vi skulle justere på undervejs,” supplerede codriver Karsten Isaksen.

Uderover totalsejren i Rally Aalborg vandt Kragh og Isaksen også DM i Rallysprint, som var en del af rallyet og af DM-ugen i Aalborg arrangeret af Dansk Idrætsforbund.

 

Simon Vallentin og Peter Egholm i Hyundai i20N Rally2 manglede det sidste i at kunne kæmpe med om sejren i Rally Aalborg. Her er de for fuld fart på den krævende hastighedsprøve på Hvorup kaserne.

Løbets andenplads gik til Simon Vallentin, Holbæk, og Peter Egholm, Kirke Såby, i en identisk bil. De er ellers tippet som outsider til at vinde mesterskabet, men mangler det sidste i at nå toppen, i dette løb var de 23 sekunder fra at vinde.

 
Kenneth Madsen (t.h.) var løbets favorit, men endte på grund af tekniske problemer langt nede i feltet. Her er han i samtale med to, der klarede sig bedre, nemlig lillebror Jacob Leutenberger Madsen (i midten) og løbets vinder Ib Kragh (t.v.)

 Favoritterne Kenneth Madsen, Ruds Vedby, og Mette Felthaus, Horsens, var plaget af to punkteringer på den samme hastighedsprøve og endte langt nede i feltet.


Jacob Leutenberger Madsen og Line Nedergaard leverede atter en fejlfri præstation i deres tohjulstrukne Peugeot 208 Rally4 og slog alle firehjulstrukne biler på nær to. De fører nu Dansk Super Rally.

Danmarks største rallytalent de sidste 25 år, Jacob Leutenberger Madsen, Ruds Vedby, og hans codriver Line Nedergaard fra Fårvang, kørte sig i deres Peugeot 208 Rally4 ind på en ypperlig tredjeplads i løbet; som sædvanligt hurtigst af alle med en tohjulstrukket bil og kun overgået af to firehjulstrukne biler. Dermed har de nu lagt sig i spidsen af DM i rally, Dansk Super Rally.


Steen Andersen og Ditte Kammersgaard leverede atter en fin præstation i deres Mitsubishi Lancer Evo X og sluttede som nr. 4 af alle i Rally Aalborg.

Blandt de mange lidt ældre firehjulstrukne biler var Steen Andersen, Brøndby, og Ditte Kammersgaard, København N, atter klart hurtigst i deres Mitsubishi Lancer Evo X, og de sluttede på rallyets fjerdeplads.


Kim Boisen og Dan Johannsen kørte deres 35 år gamle BMW M3 ind på en samlet 13. plads i Rally Aalborg. De har nu været bedste historiske bil i to ud af årets tre første rallyer.

De ægte historiske biler, som udgør rallysportens kulturarv, kom på en hård opgave i det barske rally. Kun ét mandskab gennemførte, og det var Kim Boisen, Broager, og Dan Johannsen, Vejen, som kørte deres 35 år gamle BMW M3 ind på en flot 13. plads af alle.

Blandt de små, tunede biler var der for anden gang i træk sejr til hjemmebanekøreren André Lykke Falck, Aalborg, der i dette løb havde Anders Michael Frederiksen fra Vig, med som codriver i sin Peugeot 106 GTI fra 1999. De sluttede som nr. 28.


André Lykke Falck og Anders Michael Frederiksen er i deres lille Peugeot 106 GTI ved at blive indhentet af Verner Boiskov og Harald Søndergaard i Mercedes 190 2,3 16V foran en tusindtallig tilskuerskare på Flyvestation Aalborg.

33 ud af 46 startende mandskaber fuldførte Rally Aalborg.

Løbsleder Bjarne Sørensen var en tilfreds mand ved mål lørdag aften: ”Det er et kæmpe arbejde at skabe et stort rally, men deltagere, officials og Flyvevåbnet gjorde det til en super dag for rallysporten,” udtalte han.

Næste afdeling af danmarksmesterskabet i rally, Dansk Super Rally, køres i Rally Jylland den 11. og 12. august med base i Silkeborg og Juelsminde.

 

Noter:

TV 2 Nord filmede hele dagen under Rally Aalborg og DM i rallysprint og bragte to meget illustrative indslag om, hvad rally går ud på. De to indslag kan ses på disse to link:

https://www.tv2nord.dk/nyheder/24-06-2023/1930/1930-24062023?clip=7423d707-a3ff-48be-ac4a-5c37d8bdba26

https://www.tv2nord.dk/nyheder/24-06-2023/1930/1930-24062023?clip=1b76e539-167d-437d-ad27-fd1c0bfecbeb 

Flyvestation Aalborg melder om 4.500 besøgende til Rally Aalborg og DM i rallysprint på flyvestationens område. Det er ny tilskuerrekord til løbet.

Line Nedergaard er fra Fårup, men har tilknytning til Region Nordjylland ved at have haft bopæl i Nibe en del år.

BMW M3 blev fremstillet i årene 1986-91 specielt med motorsport for øje. I rallysporten blev den meget populær blandt semiprofessionelle rallyteams og vandt mange sejre i europæiske rallyer.

Ved ”ægte” historisk bil forstås, at bilen fremstår nøjagtig som foreskrevet af fabrikken i dens homologeringsattest ned i sidste detalje, da bilen var ny. BMW M3 nyder en kultagtig status. I Danmark deltager to danskejede M3’er i det danske mesterskab, Dansk Super Rally.

Michael Eisenberg

 

Hit Counter