Den danske elite i pålidelighedsløb indtager Djursland lørdag, den 17. juni.

Konkurrencen skærpes, og der skal kæmpes om vigtige mesterskabspoint, når tredje afdeling af seks i SONAX DASU Classic-turneringen, Danmarksmesterskabet i regularity rally, også kaldet pålidelighedsløb, afvikles lørdag, den 17. juni med start kl. 10:00 fra Lime Forsamlingshus på Markvænget 2, Lime, 8544 Mørke

 


Expert-klassen føres før 3. afdeling af Bent Mikkelsen, Vejle, Honda Civic VTECH, årgang 1990, med Kurt Rasmussen, Bjerringbro som kortlæser.

 

Med den mangeårige løbsleder Hans Ole Nielsen i spidsen, er der lagt op til hård konkurrence på de små kommuneveje på Djursland. Det er 12. gang at Hans Ole Nielsen står i spidsen for Djursland Løbet, godt sekunderet af den øvrige løbsledelse bestående af Bernt Thrysøe og Reneé Nielsen, også fra AAS. 

Der vil være god mulighed for publikum at se de mange flotte klassiske biler når der er teknisk kontrol fra kl. 8:30 ved den gamle brugs i Lime, men også når de fra kl. 10:00 med start fra Lime Forsamlingshus kører mod vest ad de små veje omkring Skørring, Fårup, Røved og Todbjerg til første pause der holdes ved OK tanken i Ødum fra kl. 11:18 til kl. 12:18.

 


Torben Østergaard, Hundslund og Poul Erik Hansen, Lystrup repræsenterer AAS i Djursland Løbet 2023.

 


 Hjort fra Dianalund med sønnen Simon Hjort fra Middelfart kan score hattrick i Elie-klassen, da de har vundet de første to afdelinger, og dermed fører i kampen om mesterskabet

 

Efter formiddagspausen køres der atter mød øst, til middagspausen ved Lime Forsamlingshus fra kl. 12:58 til 14:30. Efter middagspausen passeres Mygind, Lund, Langkastrup, Grund, Pindstrup og Hvilsager med en indlagt eftermiddagspause ved Brugsen i Allingåbro fra kl. 15:08 til 16:08, inden første bil er i mål ved Lime Forsamlingshus kl. 16:58.

Fra Aarhus Automobil Sport deltager de lokale kørere, Torben Østergaard, Hundslund med den tidligere deltager i Rallye Monte Carlo Historique 2023 i Frankrig, Poul Erik Hansen fra Lystrup i en Nissan Sunny GTI fra 1988. Torben Østergaard og Poul Erik Hansen har deltagelse i flere internationale pålidelighedsløb på CV’et.

 


Før 3. afdeling fører Hans-Jørn Søgaard Andersen, Grauballe, i den fine Opel Monza fra 1983, i Touring-klassen, hvor han har Kaj Mikkelsen fra Sporup med i højre sædet.

Vinderne af de første to afdelinger i Sport-klassen, Leif Poulsen, Fårvang og Kent Poulsen, Silkeborg i Porsche 911, årgang 1976.



Man vil hele dagen kunne følge dysten, i de fire klasser, Touring, Sport, Expert og Elite, når deltagerne med mellem 40 og 50 km/t skal forsøge at være på rette sted på ruten på rette tidspunkt med sekunders nøjagtighed. I regularity rally gælder det ikke om at komme hurtigst fra A til B, men om at holde den angivne gennemsnitshastighed, så man hverken passerer de hemmeligt placerede tidskontroller for tidligt eller for sent.

Aarhus Automobil Sport,
Løbsleder Hans Ole Nielsen
Foto: rallypics.dk -Viggo Johansen




Information om 
SONAX DASU Classic 2023

SONAX DASU Classic er en serie af motorløb, pålidelighedsløb for de som ejer en klassisk bil, indregistreret den 31.12.1990 eller før, og som har lyst til at køre let motorløb sammen med måske et familiemedlem eller en god ven. SONAX DASU Classic-turneringen i 2022 består af syv løb, placeret over hele landet. SONAX DASU Classic tæller som Danmarksmesterskabet i pålidelighedsløb (regularity rally)

Hvad er Historisk Pålidelighedsløb?
Historisk pålidelighedsløb for klassiske biler er en anden måde at køre motorløb på, og er samtidig en sjovere måde at bruge sin klassiske bil på, end blot at køre en tur i godt vejr med termokanden i bagagerummet.

Ikke fordi det ikke er hyggeligt, men det giver en anden dimension, at man kan bruge sin bil i konkurrenceøjemed, og samtidig komme ud blandt andre mennesker, med samme interesse.

Ved pålidelighedsløb forstås et løb på offentlig vej, hvor deltagerne skal overholde forskellige gennemsnitshastigheder.

Løbene køres som oftest efter et tydeligt kort, hvor der er indtegnet nummererede punkter, som man skal køre igennem i rigtig rækkefølge. Undervejs møder man nogle skilte med et bogstav på, som noteres ned i det udleverede kontrolkort, så man kan se om deltagerne har kørt den rigtige rute.

Undervejs på den samlede rute, kører man nogle sekundetaper, hvori man passerer et antal hemmelige tidskontroller. Kontrollerne skal passeres på rette tidspunkt i forhold til den gennemsnitshastighed der køres med. Gennemsnitshastigheden overskrider aldrig 50 km/t.

 

Hit Counter