Den
nordiske elite kommer til Horsens
På
den sidste lørdag i april vil man ikke blot kunne opleve biler
med danske nummerplader på de mindre veje omkring Horsens. Der
vil også være flere biler med svenske og finske nummerplader end
normalt på en forårslørdag. Og det er der en god årsag til.
Det er ikke kun landevejene
som kommer i brug ved Autohuset Vestergaard-løbet. ”Omkring 100
lodsejere har stillet deres private veje til rådighed,” siger
en taknemmelig løbsleder Bernd Thrysøe.
Årsagen
er Autohuset Vestergaard-løbet, som lørdag den 29. april om
eftermiddagen starter fra bilhuset på Ormhøjgårdvej i Horsens.
”Vi
glæder os til at byde den nordiske elite velkommen til starten i
vores bilhus,” siger Lasse Bo Nielsen fra Autohuset Vestergaard.
”Løbet
er anden afdeling af det nordiske mesterskab i bilorientering,”
fortæller løbsleder Bernd Thrysøe fra Hedensted. ”Det er
derfor et løb, som tiltrækker ikke bare de bedste danske hold i
bilorientering, men også alle topholdene fra Sverige og Finland,
når der skal kæmpes om NM-point.”
Deltagerne
i Autohuset Vestergaard-løbet har hele syv timer til at gennemføre
løbet. Men det handler ikke om at køre hurtigt, men om at finde
den rigtige vej. Selve konkurrencestrækningen består nemlig af
en række etaper på en samlet længde af blot 75 km, hvortil
kommer distancen mellem de forskellige etaper.
”Når
deltagerne om eftermiddagen kører ud fra Autohuset Vestergaard på
Ormhøjgårdvej, sidder observatøren med en køreordre i hånden,
og ud fra den skal chaufføren guides rundt på vejene omkring
Horsens,” forklarer Bernd Thrysøe. ”Og nej. Du får mig ikke
til at fortælle, om deltagerne skal køre rundt om Bygholm Sø
eller finde vej i Bjerre Skov.”
Der bliver flere finske
nummerplader end normalt den 29. april på vejene omkring Horsens.
”Det
er udfordringen ved bilorientering. Ruten er ukendt for
deltagerne. De skal finde vej efter kortet og køreordren, og da
der er tale om en afdeling af det nordiske mesterskab, sørger vi
for, at der bliver rigeligt med udfordinger for deltagerne.”
Hvis
alt går efter planen – og den udstukne køreordre ikke har været
alt for kringlet – vil de første deltagere nærme sig målet
sidst på eftermiddagen.
”Målet
er Bygholm Kursuscenter på Hattingvej, som atter har åbnet sine
døre til et motorsportsarrangement,” siger Bernd Thrysøe.
”Her venter der aftensmad til deltagerne, som kommer i mål, og
vi skal i løbsledelsen nok sørge for en hotline til køkkenet,
hvis vi ude fra terrænet hører meldinger om, at der er nogle
hold, som er bagud på ruten.”
Autohuset
Vestergaard-løbet arrangeres af Aarhus Automobil Sport, der er en
af Østjyllands førende klubber indenfor bilorientering.
Motorsportsgøgler
Morten Alstrup
|