Masser
af muligheder i nyt Rally Jylland
Et
nyt og noget anderledes DM-rally er i disse uger ved at tage sin
form på tegnebrættet. Løbet skal køres den 11. og 12. august
2023, og det har fået titlen Rally Jylland – netop fordi
arrangementet skal afvikles flere steder i det jyske. Bag Rally
Jylland står de to erfarne aktive, Ib Kragh fra Juelsminde og
Freddy Pedersen fra Bjerringbro, som har indledt et samarbejde om
løbet med det nye rallyudvalg, som Dansk Automobil Sports Unions
bestyrelse har udpeget.
Jeannette Kvick og Kenneth Svendsen fra
DASU’s rallyudvalg og de to aktive Ib Kragh og Freddy Pedersen
brugte en dag i juleferien til at lægge planen for det kommende
Rally Jylland
(foto: Jan Petersen).
”Da
fristen for at ansøge om DM-rallyer til 2023-sæsonen var udløbet,
var der desværre ikke så mange af landets klubber, som var
interesserede i at stå bag et traditionelt DM-rally,” fortæller
Jeannette Kvick fra DASU’s rallyudvalg. ”Vi gik derfor i gang
med at udtænke nogle alternative løsninger, hvor vi f.eks.
blandede nogle af de traditionelle rallyshow-løb, som var
planlagt, med ekstra hastighedsprøver og på den måde kunne
skabe et DM-rally.”
Udover
selv at have mere end 90 års erfaring som aktive i sporten har Ib
Kragh og Freddy Pedersen også stor erfaring med at arrangere
rallyarrangementer i deres respektive lokalområder. Freddy
Pedersen har tidligere været primus motor for Kjellerup og Omegns
Motorklubs Rallyshow, mens Ib Kragh sidste år stod bag det nye
Juelsminde Sprint.
”På
grund af manglen på DM-rallyer tog vi en snak om at kombinere
tingene, så vi afvikler et DM-rally, hvor førstedelen finder
sted fredag eftermiddag og aften i området mellem Silkeborg og
Viborg, mens andendelen finder sted om lørdagen i og omkring
Juelsminde,” fortæller Freddy Pedersen. ”På den måde kan vi
skabe et DM-rally med mellem 90 og 100 km hastighedsprøver.”
”Fredag
har vi en traditionel rundbane på et industriområde, som vi
kombinerer med to gennemgående hastighedsprøver i det åbne
land. Disse udgør førstedelen af DM-rallyet, men er i sig selv
et selvstændigt rallyshow-løb, som man kan tilmelde sig og køre
alene.”
”På
samme måde bliver det i Juelsminde,” fortsætter Ib Kragh.
”Vi havde stor succes med Juelsminde Sprint sidste sommer, og
den succes vil vi gentage. Her kører vi nogle heats i byens
gader. Det bliver en selvstændig konkurrence, som forhåbentlig
kan tælle til Yokohama-mesterskabet, men sammen med to
hastighedsprøver udenfor selve Juelsminde kommer de til at udgøre
andendelen af Rally Jylland.”
Rally
Jylland bliver dermed lidt af et frit-valg-på-alle-hylder-løb.
De aktive kan vælge mellem dels separate rallyshow-løb fredag og
lørdag, dels den samlede pakke.
”Vi
skal tænke nyt og heller ikke gøre tingene mere komplicerede,
end de behøver at være,” siger Freddy Pedersen. ”Når
fredagens del af løbet er overstået, sætter vi ikke bilerne i
parc fermé. Vi neutraliserer bare løbet, og så skal deltagerne
først være klar næste formiddag i Juelsminde. På den måde
bliver det også nemmere for deltagerne at finde
overnatningsmuligheder, når det kan ske i hele området fra Midt-
til Østjylland.”
”Hvis
vi fortsat skal køre DM-rally i Danmark, er det nødvendigt at vi
aktive også selv trækker i arbejdstøjet,” slutter Ib Kragh.
”Freddy og jeg har gjort det før. Nu gør vi det igen, men jeg
vil gerne opfordre alle landets yngre rallykørere til også at gøre
en indsats for at få flere løb.”
Det
sportslige ansvar for Rally Jylland er lagt i hænderne på dels
Kjellerup og Omegns Motorklub, dels Randers Auto Sport, men det
forventes, at en tredje DASU-klub skal tilknyttes.
|